Studenterhuen er en vigtig del af hele studenterforløbet – den er jo nærmest jeres bevis udadtil om, at I er blevet studenter. Men den er også et minde fremadrettet, og selvom mange måske pakker den væk, når studenterugen er overstået, så er der ingen tvivl om, at du kommer til at grave den frem om mange år, og så vil mange af de gode minder komme tilbage.
Derfor er det vigtigt, at du får en masse gode beskeder i huen, som du om mange år kan læse igen, så du husker alle dem, du festede med – og det er også vigtigt, at du får skrevet i andres huer.
Der er lidt forskel på hvad man skriver i huen alt afhængig af, hvem man er. Der skulle jo gerne komme lidt andre beskeder fra vennerne, end der gør fra din kære mor – og selvom der ikke er nogle faste regler, så er der alligevel nogle ting, som er meget normale.
Vil du vide mere om de egentlige regler for studenterhuen? Så tjek vores guide til hak og klip i huen her.
Hvad skriver man i studenterhuen?
Hvis du får muligheden for at skrive i en af dine venner eller veninders huer, så skal du helt klart gøre det. Men hvad skal du skrive i huen?
Det vigtigste er, at du skriver en personlig besked. Der er mange forskellige forslag til beskeder online – men det er bare ikke helt det samme, som en personlig besked, og den vil bare være lidt mere kedelig at se tilbage på, hvis det ikke er noget, du selv har fundet på.
For mange handler det om at skrive en personlig besked, som refererer til noget I deler. Hvis du ikke lige på stående fod har nogle ideer, så overvej, om I har nogle særlige minder i forbindelse med f.eks.:
- En fed bytur, I var på sammen, som bare bød på lidt mere;
- Noget I oplevede på f.eks. studieturen eller lignende;
- En pinlig historie, som det måske ikke er alle, der kender til;
- En gang, hvor de måske lige blev lidt for pinlige – enten i dagligdagen eller mens de var fulde;
Disse er nogle af de ting, som er sjove at se tilbage på, og det er helt klart nogle minder, som er værd at gemme. Men selvom vi nævner det med de pinlige ting, så sørg for at vælge noget, som stadig er sjovt – for en pinlig situation, som rent faktisk var ubehagelig for dem, er ikke noget, de har lyst til at tænke tilbage på.
Kærestens besked
Har man en kæreste, når man bliver student, så er der faktisk også lige et par særlige regler. Kæresten skal nemlig skrive i huen – og det skal være lige midt på foret af studenterhuen, lige ved siden af den sidste eksamenskarakter.
Det giver selvfølgelig god mening – kæresten har jo typisk lidt højere prioritet end de fleste andre, og derfor er det vigtigt, at får en central placering.
De frække aftaler
Der eksisterer jo også en regel om, at man skal skrive de frække aftaler i studenterhuen – så hvis I nu har lavet et eller andet sammen undervejs, så skal det jo helst nævnes deri. Så har de jo også noget at vise frem, når de skal blære sig lidt, foruden at have et ekstra minde om oplevelsen.
Hvor på huen skriver man?
Der er jo ret mange steder på huen man kan skrive, men det er ikke alle steder, man bør skrive. Den normale kutyme er, at man skriver på indersiden af huen – altså den del, som ikke er synlig udefra. I midten af huen er selvfølgelig den sidste karakter, og derefter kan man bare fylde op rundt om det.
Og så må du jo gerne skrive lidt småt – så der er plads til flere beskeder i studenterhuen.
Hvad skriver man i skyggen på studenterhuen?
I skyggen af huen har du som regel muligheden for at skrive noget, når du bestiller den. Det vil typisk være noget, som bliver trykt ind i skyggen på indersiden, så det er generelt ikke noget, som er helt vildt synligt.
Mange vælger at skrive noget, som de føler er motiverende, inspirerende eller lignende – eller måske et citat, som har personlig betydning for dig?
Hvad skriver man foran på studenterhuen?
Man skriver generelt ikke noget på forsiden at huen, hvor man i stedet bare har den såkaldte kokarde – et emblem, som typisk passer til dig personligt eller din uddannelse. Man kan i nogle tilfælde opleve, at skolens navn står på forsiden af huen, men det må siges at være en sjældenhed; det er mere normalt, at den står bagpå, sammen med dit navn.
Hvad skriver mor i studenterhuen?
Den her er lidt speciel, men stadig værd at have med i overvejelserne. For selvom huen måske fyldes med sjove, frække og måske endda grove kommentarerer og beskeder fra vennerne, så kan det jo også være, at din kære mor gerne vil have lov at skrive i den også – og hvem kan nænne at nægte det?
Der er ikke nogen særlige regler eller traditioner for, hvad en mor skriver i studenterhuen, så det står hende frit for, om hun vil skrive noget inspirerende og motiverende for fremtiden, eller en besked om, at hun er stolt eller sådan – eller måske noget helt tredje.
I mange tilfælde kan det være en god ide at lade hende skrive en af de første beskeder, når du lige har fået huen på – for det kan jo godt være, at det ikke lige er alle de efterfølgende beskeder, som nødvendigvis er noget, mor skal se.